Bragt i Danmarks Biblioteker og er på db.dk fra august 2015.

tk1På ottende etage i det gigantiske forretningscenter, CentralWorld, midt i Bangkok ligger Thailand Knowledge Park, i daglig tale TK-Park. Det er et futuristisk bibliotek, dybt forbløffende! indtil man forstår, at det er tænkt og skabt som en prototype på et fremtidsbibliotek. Stærkt bekræftende er det, at dette fremtidsbibliotek grundlæggende vælger samme type greb som vores frontløber biblioteker, skønt skabt i et land, der er så forskelligt fra os i kultur og tradition.

Biblioteket har unik status med direkte reference til premierministerens kontor. Visionen bag det er at skabe redskaber til nye læringsformer, der kan omskabe Thailand til et lærende samfund og samtidig være en levende model for andre biblioteker. Hovedidéen er at forlade samlingsorienteringen til fordel for aktiviteter og processer, der skaber læring og kreativitet uden for det etablerede uddannelsessystem. Det gør de som hos os ved at skabe workshops, lege, spil og skabe en atmosfære, der er mere hjemlig end institutionel.

Biblioteket afholder regulære kurser, f.eks. på IT og musikområdet, men de udvikler også medier, der mangler, i samarbejde med professionelle udviklere. Et eksempel er computerspil, der skal formidle den Thailandske mytologi og historie, som er ved at gå i glemmebogen. Computerspillene er bare ét element i programmet ’Creative Games’, der sammen med ’Digital TK’ har et væld af redskaber og medier, der sigter mod nye former for e-læring. Programmet er sammen med ’TK Public Online Library’ bibliotekets digitale bud, der er populære som smartphone apps. Produktionen af tidssvarende medier er især rettet mod unge og har et klart identitetsskabende formål. Hånd i hånd med denne indsats er der også klassiske læsekampagner.

De fysiske rum er fulde af liv i interiører, der er designet til stedet, men med markant forskellige signaler i de 12 zoner: torvet med åben scene, café, ’læsepark og mediatek’, musikbibliotek, lydstudie, IT-bibliotek og IT-værksted, børnezone, stille-rum, auditorium, mini-teater og endelig et ’Mind Room’, der er tænkt som et innovationsværksted, der lige nu er begyndt at arbejde med ’maker-spaces’ og ’fab-labs’.

tk2 tk3 tk4TK-Park har eksisteret i ti år. Det er i stadig udvikling og holder årlige konferencer med internationalt input for Thailands folkebiblioteker. Det er skabt med en særlig bevilling og som en slags levende ’modelprogram for folkebiblioteker’. Helt tilfældig er det genkendelige i tankegangen ikke. Bibliotekets grundlægger fremhæver tre inspirationer:

  • Multimedietænkningen i biblioteket i Pompidoucentret i Paris,
  • den offensive dagliglivslæring i ideastores i London og
  • målgruppeorienteringen i Singapores biblioteker.

Det virker!

Fremtidsbiblioteket i Bangkok